14-09-2009
Silkeborgs 1. divisionsherrer rykker op i Elitedivisionen efter finalesejr på 11-7 over Skive Golf Klub.
Gyttegård Golf Klub lagde bane til den spændende oprykningsfinale mellem Skive Golf Klub og Silkeborg Golf Club. Stemningen i truppen var helt i top, selvom vi desværre ikke kunne disponere over Mads Kristensen og Morten Ørum Madsen, som begge var taget tilbage til USA.
På papiret var vi derved en smule svækkede men heldigvis kunne vi i stedet trække på Jacob Rudbeck og Simon Mikkelsen, som begge har haft en forrygende sæson med flere sejre i blandt sig. Samtidig har de begge haft stor andel i, at vores 2. hold rykkede op i 2. division.
Efter foursomes kom vi i front 4-2. Der blev generelt spillet flot golf og kaptajnerne syntes at kunne fornemme, at der var gode chancer for vi kunne trække os sejrrigt ud af den samlede match. Dog ventede 6 singler, hvor alt selvfølgelig kunne ske!
Jacob Rudbeck tabte sin single forholdsvis klart og led under en noget kold putter. Derudover tabte Michael Nielsen til en meget flot spillende Thomas Nielsen. De andre matcher var yderst spændende, og det bølgede frem og tilbage. Mads Justesen var 1 ned efter 12 huller - men med super spil på de sidste 5 huller blev den match lukket med en flot 2-1 sejr.
Jakob Holst har med sine blot 15 år endnu ikke fundet ud af, hvor svært golf er. Jakob vandt også 2-1 efter først at have været oppe i matchen for så at komme 1 ned efter 12. Jakob viste dog klassen og hev et stik mere hjem til SGC.
Manden, og det vil jeg kalde ham, der holede det vindende put var Morten Mortensen. Først holede har et ubehageligt venstre-højre put på 17 hul for at komme 1 op. På 18 hul holede Morten en ordentlig tester for par, hvormed sejren på 1-0 var en realitet. Samtidig var SGC oprykning til Elitedivisionen en realitet – så næste år spiller SGC i landets fornemmeste række!
Morten Vildhøj tillod sig endda at 3-putte sidste green for at måtte nøjes med 1 point mod Knud Storgaard. En meget flot deler af Morten mod en klassespiller, der tidligere har vundet på Challengetouren.
Kaptajnerne vil godt takke for en helt fantastisk sæson, hvor der i den grad er blevet præsteret over evne. Spillerne har en fightervilje af en anden verden, og så har vi i SGC et helt unikt sammenhold, som utvivlsomt har haft enorm betydning. Vi glæder os allerede til næste sæson, hvor vi for alvor skal spise kirsebær med de store. Der skal også lyde et stort tak til fremmødte forældre og venner, som var med til at heppe os frem til sejren og nogle hjalp med at gå caddie. Gennem sæsonen har støtten været helt fantastisk.
Når det er sagt, vil vi tillade os gentage opfordringen til at klubbens medlemmer støtter mere op om holdet. Ikke et eneste medlem havde fundet vejen til Gyttegård, som ligger under en times kørsel fra klubben!
Skive havde til orientering en hel fanskare med. Det må I kunne gøre bedre næste år. Som sagt spillerne garanter for god golf – det har de nu vist gennem en hel sæson.
Palle Sandersen & Anders Munk Zacho

Silkeborgs hold bestod af: 1. Michael K. Nielsen 2. Morten Vildhøj 3. Morten Mortensen 4. Mads Justesen 5. Jakob C. Holst 6. Jacob S. Rudbeck 7. Simon Mikkelsen.Kaptajner i sæsonen har været Palle Sandersen og Anders Munk Zacho.
10.08.2009 SILKEBORGS 1.divisions-herrer klar til oprykningsmatch Efter en sand gyser, og et drama af en anden verden, vandt Silkeborgs drenge den afgørende match mod Sønderjyske Eagles, oven i købet på deres hjemmebane, med 12-6.
Udfaldet og sejren var dog ikke helt så overbevisende som cifrene lyder, da hele 4 matcher blev afgjort på 18. hul.
Silkeborg kom foran 4-2 efter foursomes og indtil eftermiddagens singler viste vejret sig fra sin pæneste siden – men pludselig opstod der torden, hvilket resulterede i 3 afbrydelser af spillet under singlerne.
Der skal ikke være tvivl om, at SGC formåede at udnytte pauserne bedst. Efter den sidste pause var status den, at Jakob Holst havde vundet sin single i overbevisende stil, Michael Nielsen tabte sin match med en noget kold putter, og Mads Kristensen tabte mod en flot spillende Thomas Nørret.
Morten Mortensen var 1 ned efter 16 efter et træls 3-putt. Matchen kom dog tilbage på lige efter 17 i kraft af et holet indspil for birdie foran de måbende tilskuere. På sidste hul blev spillet afbrudt bedst som Morten skulle til at putte fra 4 meter for birdie. Puttet ville sikre en 1-0 sejr, da spilleren fra Sønderjyske i bedste fald kunne få par. Da det piskede ned under pausen, var det ikke nemt at vurdere hurtighed af greens mv. Det var Morten tilsyneladende ligeglad med, og puttet blev sat midt i koppen med perfekt hastighed. Vi havde nu 8 point og skulle bruge 10 for at vinde.
De sidste 2 point skulle vise sig at komme fra Morten Vildhøj. Morten var pludselig lige efter 16. hul efter at have været oppe med 4 med 6 huller igen. Så Morten var i den grad presset og mentalt nede i sækken, da spillet blev afbrudt. Men da spillet blev genoptaget viste Morten i den grad klasse. 17 hul blev delt efter at Morten slog et super lækkert chip fra et svært leje ind til en givet par. Sønderjyske 2 puttede for par. Stadig lige. På sidste slog hul slog Sønderjyske midt i banen. Morten trak sit 3-jern til venstre ind i en skov. Et træ ville det dog således, at bolden sprang ud igen - Morten stadig var med. Morten havde dog langt ind i 2. slaget og bolden skulle hookes rundt om træer mv. for at nå op på green. Et umuligt slag fra et dårligt leje i roughen. Morten slog et halvskidt slag, der aldrig hookede og i højre side lå en lille sø og ventede. Igen hjalp skoven os, da et par grene tog farten af bolden, således at den stoppede 2 meter før søen. Tilbage var et svært indspil på en ca. 40-50 meter. I mellemtiden slog Sønderjyske et skidt slag med wedgen højre om green. Tydeligvis nerver over denne afgørende match – men stadig fordel Sønderjyske. Morten slår den så ind ca. 4-5 meter fra og Sønderjyske ca. 3 meter fra. Morten putter først og holer! Tynget af situationen missede sønderjyske puttet og en 1-0 sejr var i hus til alles store jubel og glæde.
På banen var nu blot Morten Madsen tilbage, som kørte en yderligere 1-0 sejr hjem. Mortens sejr var dog noget mere "sikker" og knap så dramatisk. Morten præsterede i alt 7 birdies og blot en bogey på 18 huller. At det blot giver en smal sejr viser lidt om det niveau, der bliver spillet på.
Alt i alt en fantastisk lørdag, og resultatet betyder, at vi nu skal spille oprykning om en plads i Elitedivisionen. Det afgørende slag bliver mod Skive, som vandt den anden pulje i 1. division vest. Matchen spilles den 12.9.2009 i Gyttegaard.
Lørdagens resultat betød samtidig at søndagens kamp hjemme mod Århus var uden den betydning. Vi var på forhånd sikret 1. pladsen og Århus kunne ikke rykke ned. Dog havde vi revanche til gode, og den fik vi med en 12-6 sejr.
Slutteligt skal de fremmødte forældre have stor tak for støtten. I var med til at heppe drengene frem til sejr og give den vigtige støtte på banen.
Vi håber selvfølgelig, at klubbens øvrige medlemmer vil tage turen til Gyttegaard til oprykningsmatchen. Spillerne vil i givet fald være garanter for god golf og måske et endnu større drama. Nærmere info om oprykningsmatchen vil følge af et opslag på hjemmesiden og i klubben.
De venligste hilsner
Palle Sandersen og Anders Zacho
10.06.2009
Silkeborgs 1. divisons-herrer overtager 1. pladsen efter forrygende weekend
Kære medlemmer.
Den 6. juni tog Silkeborg i mod Sønderjyske Eagles på en meget velplejet og flot bane. Derudover havde Mads Kristensen og Morten Mortensen fået lov til at "sætte pindene" til både lørdagens og søndagens match.
Om dette blev udslagsgivende er svært at vurdere, men det var en meget tilfreds holdkaptajn, der kunne notere en sejr på 14-4 over Sønderjyske Eagles, som på forhånd var udråbt til gruppens klare favorit.
Ud over banen som en væsentlig faktor kunne vi, som tidligere nævnt, for første gang i denne sæson disponere over Mads Kristensen og Morten Ørum Madsen, som begge viste storspil og således slog henholdsvis Peter Ankersøe og Thomas Nørret, som begge er playing-pro'er.
Ud over disse flotte resultater, blev der generelt vist utroligt flot spil og en fantastisk moral, så igen skal kollektivet og det gode sammenhold i truppen fremhæves.
Efter lørdagens match blev der set fodbold, hygget og spist pizza.
Søndag ventede endnu en svær opgave, da vi tog i mod Esbjerg. Der var enighed om, at der ikke skulle hviles på nogen laurbær, og selvom man måske godt kunne have frygtet en form for "mæthed" efter lørdagens pragtpræstation, skal vi da lige love for, at spillerne fortsat, hvor de slap.
Da dagen var omme kunne vi notere en sejr til Silkeborg på hele 16-2! Alle spillede og kæmpede forbilledligt, og det var en sand fornøjelse at være med på sidelinjen.
I forlængelse heraf skal der lyde stor tak til de familie- og klubmedlemmer, som tog sig tiden til at støtte drengene. Vi ved, at det betyder meget for drengene (og holdkaptajnerne).
Holdet lørdag og søndag bestod af: Mads Kristensen, Michael K. Nielsen, Mads Justesen, Morten Vildhøj, Morten Mortensen, Morten Ørum Madsen og Jakob Holst.
Status er nu den, at vi fører gruppen med samme pointtal som Sønderjyske – dog med en bedre "målscore". Der er derfor lagt op til et brag af en gruppefinale, når vi den 8. august skal til Sønderjyske og tage udfordringen op.
Med det spil, der blev vist i weekenden, er vi ikke i tvivl om, at vi har gode chancer for at vinde eller i det mindste få den halve, som kan være nok til at blive gruppevinder og dermed sikre pladsen i en oprykningsfinale.
Hvis vi vinder matchen spiller vi søndag hjemme mod Århus, som vi desværre tabte til i vores 2. match. Men vi er dog ikke i tvivl om, at vi kan afgøre det endeligt på hjemmebane.
Lad os derfor gentage opfordringen til, at I kommer ud for at støtte drengene til hjemmekampen den 9. august. Vi ser selvfølgelig også meget gerne, at I tager turen til Sønderjyske, som måske kan kombineres med en tur over grænsen Der skal ikke herske tvivl om, at vi kan bruge støtten, da vi forventer at Sønderjyske får en massiv opbakning.
Med ønsker om en god sommer til alle.
De venligste hilsner.
Palle Sandersen & Anders Zacho
26.05.2009 1. divisions-herrer godt fra land Kære medlemmer.
Sæsonen er også for alvor skudt i gang for vores 1. hold på herresiden. Igen i år befinder vi os i 1. division, og der kan vist ikke være tvivl om, at vi er kommet i den sværeste af de 2 puljer på vestsiden.
Derfor er vi selvfølgelig glade for, at spillerne i opstartsfasen har været flittige på træningsbanen og samtidig har vi gjort en del for at styrke sammenholdet ved bl.a. at arrangere en træningslejr i Brundtland.
En stor udfordring har så absolut været, at vi ikke har kunnet disponere over Mads Kristensen og Morten Ørum Madsen, som begge befinder sig i USA. Eller det vil rettere sige, at Mads i skrivende stund allerede er hjemme, hvilket han bl.a. har markeret med en albatros på øst 8, som vist må siges at høre sig sjældenhederne til.
Vores 2 topspilleres fravær har betydet, at vi har haft en meget vanskelig udvælgelsesforløb, idet truppen i år har været mere åben end nogensinde. Denne proces har været yderst spændende og ikke mindst yderst udfordrende, og vi må sige, at alle spillere, der har været i betragtning har kæmpet en brav og forbilledlig kamp for at komme med.
Med SGC's erklærede målsætning for øje om ikke at "hyre" spillere udefra og satse på ungdommen, har det været ekstra tilfredsstillende for os, at især vores unge spillere har formået at gribe chancen. Den første kamp den 16. maj spillede vi ude mod Esbjerg. Selvom vi var pressede på flere afgørende tidspunkter i såvel foursomes som singler trak SGC sig sejrrigt ud af opgøret med 11-7.
Et super resultat særligt set i lyset af de mange udskiftninger i forhold til sidste år. SGC stillede op med: Michael K. Nielsen, Morten Vildhøj, Mads Justensen, Morten Mortensen, Jakob Holst, Simon Mikkelsen og Mathias Vestergaard. Vi vil særligt tillade os at fremhæve Jakob, som dels "kun" er 14 år, dels var debutant og dels ikke har stor erfaring med hulspil, som kunne bidrage med 4 point, da han vandt både sin single og foursome sammen med den garvede ræv i form af Michael Nielsen, som i øvrigt viste super golf i singlen ved at rundbarbere Esbjergs legende - Ben Tinning.
Dog er det vigtigt for os at understrege, at det var kollektivet, der vandt, og alle kæmper 100 % for hinanden. Vi vil også godt fremhæve, at vores "reserve" Mathias Vestergaard, som sad over i foursome, køligt meldte ud, at han følte sig klar til at vinde sin single. Som sagt så gjort. Alt i alt en perfekt start på udebane, mod et stærkt Esbjerg-hold.
Dagen efter gik turen til Århus (Moesgaard), hvor vi stillede til start med samme hold. Vi havde af gode grunde selvtilliden i orden - og der var enighed om blandt drengene, at Århus skulle køres midt over. Vi tillod os at være ekstra optimistiske, da Århus på ingen måde kan matche os på papiret. Derudover havde de tabt dagen forinden. Det forløb da også planmæssigt, da Morten Vildhøj og Mads Justensen holdt fanen højt med absolut klassespil i foursomen. De var således -2 efter 14 huller og vandt 6-4.
Simon Mikkelsen og Morten Mortesen havde også deres modstandere i den famøse hule hånd - og dog - lidt nerver kostede et nederlag på 1-0 til trods for en føring på 2 up med 3 at gå. Men sådan er golf! Jakob og Michael kunne desværre ikke finde lørdagens melodi og løb ind i forholdsvis klart nederlag, hvor golfguderne dog kun havde et godt øje til Århus-drengene.
Efter frokost var troen på, at vi kunne vende slagets gang enorm stor. Det så da også fornuftigt ud, men vi måtte desværre sande, at det lige på denne blæsende dag med enormt dårlige greens var stolpe ud for SGC. De sidste huller blev solgt dyrt for flere spilleres vedkommende. Det endte således med et nederlag på 12-6.
Dette ændrer dog ikke ved, at vi føler os sikre på, at vi lammetæver begge hold på hjemmebane. Denne melding skal også ses i lyset af, at vi til vores resterende 4 kampe, hvoraf 3 er på hjemmebane, kan gøre bruge af Morten og Mads, som har meldt ud at de er 110 % klar. Næste gang vi spiller er hjemme i weekenden den 6. og 7. juni. Om lørdagen skal vi dyste mod gruppens klare favorit Sønderjyske Eagles, som stiller op med bl.a. Peter Ankersøe, samt 2 andre playingproer. 6. single hos Sønderjyske har et hcp. på + 0,7!
Lad det dermed være sagt, at der lagt op til et brag af en dyst, hvor vi håber, at vi vores hjemvendte "stjerner" og hjemmebanen kan drille Sønderjyske, som på suveræn vis har vundet deres 2 første kampe. Den 7. juni er så det hjemme mod Esbjerg, hvor vi igen skal have 2 point. Men en nem opgave bliver det ikke, da Esbjerg er opsatte på at få revanche, og de skal nok have point for at undgå nedrykning. Så vi håber virkelig, at så mange som muligt vil komme ud på banen og støtte op om holdet. Som kaptajner vil vi godt garantere spil af høj klasse og dermed en super golfoplevelse.
Samtidig bemærker vi også, at vores øvrige hold også spiller hjemme. Så der er virkelig mulighed for at få fuld valutata for kontingentet. Slutteligt vil vi godt rose 2. holdet herrer og 1. holdet damer og sige tillykke med den flotte sæsonstart.
De venligste hilsner Palle Sandersen & Anders Zacho |