Tilbage til forsiden

Generelt

Banen

Medlemmer

Turneringer

Gæster

Elite



Indlæg fra John Sørensen

11.03.2009
Tak til Lene Gram Møller for indlægget, som jeg fuldt ud kan støtte, da brug af vogn ingen langtidsvirkning har – højst 14 dage. Det er nok værre med de mange turf’s!
Mange ældre går rundt med hofte- knæ- og hjerteoperationer, dårlige skuldre etc., så vis os da det hensyn, at vi må trille rundt med vore vogne.
Venlig hilsen/Erik D. Bruun
Medlem no. 1524 (71 år)


07.03.2009
Indlæg i debatten om trolleys på golfbanen om vinteren.

SKRU LIGE LIDT NED FOR AMBITIONSNIVEAUET..

Svar på nedenstående indlæg af John Sørensen medlem nr. 2789 og Nicolas Kristensen medlem nr. 2685.

Nu kender jeg ikke hverken John Sørensen eller Nicolas Kristensen, men de er sandsynligvis både unge og stærke og kan gå med en bærebag, og har samtidig et ønske om at banen skal se ud om vinteren som om sommeren? Men vi er mange der er en lille smule ældre end de to herrer, der har svært ved/eller ikke kan gå med en bærebag, og for os er det guld værd at kunne gå med vores vogne. Nu spiller jeg selv hver tirsdag i hele vintersæsonen, og for mig at se er vintergreens lige så slidte som andre steder på banen, vil I så også synes at greens skal sløjfes?
 
Det er da ligeså galt med alle de turfs der ligger på hvert hul, fordi nogle (herrer måske?) ikke vil tee op på fairway, da det ikke ”er rigtigt golfspil”. Så baneudvalget får travlt med både at kontrollere om alle kan gå med bærebag og alle teer op over hele banen.

Græs er jo et vidunderligt materiale. Det har en evne til altid at rejse sig og blive flot igen når det kommer til at gro, uanset hvor slemt det ser ud, og der var da ikke noget i vejen med vores flotte bane sidste år – vel? Da fik vi også lov til at køre med vore vogne, så skru lige lidt ned for ambitionsniveauet for jeres spil om vinteren, og nyd i stedet at vinteren er så ”grøn” at vi overhovedet kan spille.

Mange vinterhilsner
Lene Gram Møller
Medlem nr. 601


18.02.2009
Brugen af Trolleys på vinterbane

Jeg mener brugen af vogne på vinterbanen har taget overhånd.  Brugen af vogne slider tydeligvis meget på banen og flere steder er græsset næsten slidt væk.  Det pynter heller ikke på banen med de mange vognspor.
 
Jeg vil opfordre klubben til at lave restriktioner på brugen af vogne, således brugen kun tillades af medlemmer med et dokumenteret behov.

Jeg kommer ofte på banen i vinterhalvåret og ser alt for mange med vogne, selvom de åbenlyst ikke har et reelt behov for brug af vogn - alder og fysiske konditioner taget i betragtning.

Jeg mener, at vi skal værne om banen også i vinterhalvåret og indføre vognforbud med omgående virkning. 

Det må helt klart være til stor gavn for banen, som vi alle har en forpligtigelse til at tage hånd om.

Med venlig hilsen
Medlem nr. 16-2789

Svar til John Sørensen 16-2789.
Baneudvalget har fra start af vintersæson henstillet til, at der bliver brugt bærebags af de spillere der kan.
Vi er i baneudvalget ikke i stand til at vurdere folks fysiske tilstand m.m. og et krav om en lægeerklæring finder vi for langt ude.
Om der er sket ødelæggelser p.g.a. vogne vurderer baneudvalget i samarbejde med Chefgreenkeeper medio april. Er der på dette tidspunkt skader på banen, er det da noget, vi vil tage op før næste vintersæson.
Med venlig hilsen/Baneudvalget


19.02.2009
Først tak til baneudvalget for svaret på mit indlæg.

For at fremme brugen af bærebags kan man overveje den tidligere løsning med at tilladelse til brug af vogne skal ske via kontoret. Hermed vil langt flere sikkert vælge at følge baneudvalgets henstilling til at bruge bærebags.

Endelig syntes jeg da, at baneudvalget skal overveje at kigge på banens stand løbende gennem hele vinteren i stedet for at vente helt til april. Hvorfor ikke gribe ind i god tid og dermed begrænse skaderne.

Endelig kunne man også overveje kun at tillade  brug af vogne langs kanten af fairways for at begrænse sliddet mest muligt.

Hilsen
John Sørensen
16-2789


19.02.2009
Respons på ovenstående

Ligesom John Sørensen,  kommer jeg også ofte på banen i vinterhalvåret. Der er ingen tvivl om, at banen mange steder tager sig endog rigtigt skidt ud, og jeg må erklære mig ganske enig i John Sørensen’s betragtninger om, at brugen af vogne og trolleys i høj grad er medvirkende til denne slitage på banen. Se blot de ”nydelige sti’er” der efterhånden har dannet sig ved mange huller fra vintergreen til næste teested, samt de mange tydelige vognspor på fairways på banen.

Hvorvidt Baneudvalget skal vurdere de enkelte spilleres fysiske formåen eller ej, vil jeg lade være op til Baneudvalgets dømmekraft. Jeg finder det imidlertid spidsfindigt, at man ved indgangen til vintersæsonen ”henstiller til brugen af bærebags for de spillere der kan”, men åbenbart ikke ønsker at håndhæve dette, eller har taget en holdning til hvad det indebærer. Mener Baneudvalget at spillere der kan, skal benytte bærebag, må det nødvendigvis betyde at spillere der ikke mener at kunne dette, må søge tilladelse hos kontoret eller Baneudvalget for dette. Spillere uden tilladelse må således benytte bærebag hvis de ønsker at spille på anlægget.

Med hensyn til  ødelæggelser på banen, finder jeg det utroligt at netop Baneudvalget, som vel har til opgave at sikre banens stand og vel, bliver gjort opmærksom på en evt. skade men ikke ønsker at vurdere denne før til April. Tager banen vitterligt skade af den behandling vi giver den i øjeblikket, vil denne jo blot forværres. Vi har i tidligere år set et markeret område i den ene side af semirough, hvor spillere der benytter vogne skal føre disse. I denne sæson (og forøvrigt også sidste) har denne praksis ikke været brugt på banen, og det betyder at vogne og trolleys nu slider på hele banen,  og ikke kun på udvalgte steder. Jeg mener der bør tages hånd om dette, og vil bakke op om John Sørensen’s holdninger i denne sag.

Silkeborg Golf Club er stadig blandt de 5 bedste(!) klubber i Danmark. Lad os holde fast i dette og sikre at alle får en god og sund bane at spille på – nu som til sommer.

 
Med venlig hilsen Medl. Nr. 16-2685
Nicolas Kristensen







Danish International Amateur Championship

Silkeborg Aktiv Ferie