 ”The Postage Stamp” er den engelske betegnelse for ”frimærket”. Inkarnerede golfkendere vil desuden vide, at det er navnet på det berømte 8. hul på Royal Troon (Old Course), golfbanen nær Glasgow i Skotland. Dette er historien om, hvordan min familie og jeg havnede på The Postage Stamp.
Af: Søren Vad
Først lidt om baggrunden. Vi er fire familiemedlemmer (forældrene +50 år, 2. generation omkring 20 år). Det ældste af vores medlemskort til Silkeborg Golf Club er fra 2003, så vi kan vist godt kalde os nybegyndere.
Da sommerferien 2005 skulle planlægges var det naturligt, at golf kom ind i billedet, idet golf er den eneste aktivitet, der kan bringe alle op på mærkerne sammen og samtidigt. Så da jeg – formentlig i et anfald af forårskådhed - foreslog, at vi alle fire skulle tage på en uges golftur til Skotland med mig som sponsor, var der omgående 100% tilslutning. Vi var fra starten enige om, at vi også ville se noget af landet, så det ville være nødvendigt med en lejet bil. Med hensyn til overnatning var der enighed om, at vi ville benytte os af Bed & Breakfast.
Fra teestedet på det berømte The Poststamp - Foto Søren Vad
Således motiveret bookede jeg fire returbilletter (til 4 personer og 4 golfbags) og en bil af passende størrelse (den skal være stor, når golfudstyret skal med). Det var eneste forberedelse, resten blev improviseret på stedet, og priserne var absolut overkommelige.
Lørdag den 18. juni ankom vi til Prestwick (som flyselskabet kalder Glasgow), og vi havde en utrolig spændende uge i Skotland. Vi kørte ca. 1.600 km og fik set meget af landet incl. et par destillerier.
 Overnatning var intet problem. Standarden på Bed & Breakfast er fin (Ian havde velvilligt givet et par hints med hensyn til fornuftigt prisleje på B&B og golfbaner), og med undtagelse af fredag den 24. juni var det nemt at finde et sted at sove. Golfmæssigt bød ugen på lidt af hvert, hvad vi da også havde ønsket på forhånd. Vi spillede på en 9 hullers links bane i Gairloch (der er meget nordligt) med fødderne i Atlanterhavet. Vi prøvede baner af næsten samme fine standard som vores hjemmebane; men vi var også på en bane med firbenede plæneklippere. Vores datter meldte fra på stedet; men det lykkedes at få junior med ud på den spøjse bane, hvor der – af helt indlysende grunde - var lokale regler for behandling af bolde i nærheden af (og i) fårenes efterladenskaber. For at beskytte greens var de indhegnede med elektrisk hegn.
Først på ugen var vi inde at se (dog ikke for at spille) Gleneagles og St. Andrews. Begge steder oser af britisk fornemhed i den positive betydning. Det var virkelig flot at se starteren kalde spillere ud og sætte dem i gang.
På sidstnævnte baner er greenfee selvsagt monstrøs og kun af teoretisk interesse for vores familie. På de øvrige baner mener jeg, at den for baner af samme høje kvalitet som vores egen, er af sammenlignelig størrelse. Vores konklusion om baner var den, at den store forskel på skotske og danske baner ikke ligger i den øverste ende af skalaen. Vi er utroligt godt vænnede, og vi har heldigvis ikke baner med integreret fårehold.
Det var intet problem at komme ind på banerne. Det eneste vi blev afkrævet var penge, hvilket vel ikke er et urimelig krav; men vi havde ikke DGU-kortene fremme én eneste gang.
Lad mig så til slut vende tilbage til The Postage Stamp. Den sidste dag (fredag) kneb det os som nævnt meget at finde natlogi, og stor var glæden, da vi i guderne må vide hvilket forsøg fik tilbudt overnatning i byen Troon, i en villa, der hedder ”Fairway View”. Navnet er så absolut velbegrundet, idet der fra huset er udsigt over de 54 kommunale golfhuller midt i byen! 3 stk. atten hullers bane inde midt i en by!
Vores vært – en ældre pensioneret civilingeniør, der kunne være noget svær at forstå – spurgte os først på aftenen, om vi var golfinteresserede? Jovist. Om vi kendte Royal Troon? Jow, vi havde jo da hørt om banen, men vi anede ikke, at vi boede ca. 1 km fra denne berømte bane, hvor der hvert 7. år spilles British Open. Så da han tilbød os at vise banen frem, slog vi selvsagt til på stedet.
Det var en kæmpefordel at have en lokalkendt guide. Han vidste nemlig, at det ”indkørsel forbudt” skilt, der er anbragt ved indgangen til banen, kan man ignorere uden problemer. Det er opsat af golfklubben for at reducere mængden af kørende på banen; men de lokale ved, at der er en alle mands ret til vejen. Vi parkerede inde midt på banen og gik en lang tur til The Postage Stamp, der har fået sit navn, fordi der er en meget lille green, som nødvendigvis skal rammes i udslaget. Alternativet er MEGET dybe bunkere (næsten 3 meter med det, der ligner lodrette sider) eller ufremkommeligt buskads.
Det var en stor oplevelse at slutte ferien med denne oplevelse, som var uforberedt. Old Course er en links bane, der ligger med udsigt over Atlanterhavet, og det var en meget flot aften, så der var ikke et øje tørt.
Foto Søren Vad
Ferieformen er absolut anbefalelsesværdig. Det var vores første besøg i Skotland, men forhåbentlig ikke det sidste. Skotterne er utroligt venlige og imødekommende, og de har et temperament, der passer godt til vort.
Søren Vad
|
