Tilbage til forsiden

Generelt

Banen

Medlemmer

Turneringer

Gæster

Elite



SILKEBORG GOLF CLUBS HISTORIE

  - DE FØRSTE 40 ÅR

Den første AS-bestyrelse

Silkeborg Golf Club er en af Danmarks ældre golfklubber. Klubben blev stiftet i 1966 efter forarbejde af driftige erhvervsfolk i Silkeborg og omegn. På det tidspunkt blev SGC den 16. i rækken af golfklubber i landet i en tid, hvor golfspillet stadig var en sport for det bedre borgerskab.

Til venstre:
Eduard Jørgensen, Rud Schouenborg Nissen og Hans Andersen.
De stiftede Silkeborg Golf Club A/S.

Banen ligger placeret i et plantageområde i Resenbro nord for Silkeborg. Arealet blev erhvervet af brygger Rud Schouenborg Nissen fra Silkeborg Bryghus & Neptun, og via forretningsforbindelser samt venner og bekendte og interesserede borgere i byen skabte han golfbanen og klubben.

Banen blev tegnet af DGU’s daværende baneudvalgsformand Frederik Dreyer, et arbejde han udførte ganske gratis, som i øvrigt mange andre af de personer, der arbejdede med banens anlæggelse, gjorde. Kneb det med overholdelse af budgetterne trådte bestyrelsen rent bogstaveligt til, idet mange greens er blevet trampet til af bestyrelsens fødder.

KLUBBEN VOKSER TIL

I de følgende år voksede golfklubben til. Allerede fem år efter stod et flot nyt klubhus færdigbygget. Desværre brændte det ned til grunden to år senere, men blev dog genopbygget på rekordtid, så det fremstod lige så flot som det første. Branden opstod efter afholdelsen af europamesterskabet for herrejuniorer.
Inden mesterskaberne var banen blevet udstyret med vandingsanlæg, et krav for at få tilladelse til afholdelse af junior-EM. Vandingsanlægget er gennem årene blevet moderniseret fra de første regntog til det fuldautomatiske anlæg, banen har til rådighed i dag.

EN INTERNATIONAL BANE

Første slag hul 13 Det daveærende hul 4

Silkeborg Golf Club råder i dag over 18 huller, som fremstår næsten, som da banen blev anlagt. Der er dog foretaget visse ændringer.
Mest revolutionerende var anlæggelsen af to nye huller – hul 6 og hul 7 – og dermed nedlæggelsen af to af de gamle. Fra banens oprindelse var to huller udstyret med fælles fairway, hvilket med det voksende antal spillere på banen efterhånden blev et problem, og man valgte derfor at bryde ind i banen og skabe to nye huller.

Billede til venstre: Poul Gram Hansen var med til at slå de første slag på og for en ny golfbane. Her ved hul 4. (det nuværende hul 13)

Med tiden er banen også blevet "vendt", således at hul 1 blev til hul 10, så man fik første teested tæt på klubhuset og klublivet. Samtidig kom man også tættere på træningsbanen, som også er blevet renoveret og i dag fremstår som et flot træningsanlæg.

Golfsportens voksende popularitet kan imidlertid også mærkes i klubben. Der har i en del år været et stadigt større pres på banen, og ønsket om en udvidelse af banen med flere huller har i mange år optaget klubbens bestyrelser. Efter adskillige forhandlinger er det nu lykkedes få alle genvordigheder ryddet af vejen, så der nu kan tages fat på den hårdt tiltrængte udvidelse af banen med ni nye huller og en ni hullers kort bane.

STORE TURNERINGER

Banen i Silkeborg har gennem årene været vært for adskillige store golfbegivenheder. På grund af sin gode stand samt den internationale sværhedsgrad, banen har haft lige fra starten, betød det, at der har været rift om at lægge store mesterskaber til Silkeborg Golf Club. Således har flere golfspillere vundet deres danske mesterskab her, det være sig både amatører, professionelle, juniorer og hold.

I en årrække afvikledes hvert år en 72 hullers slagspilsturnering, hvor Danmarks bedste amatører mødtes. Turneringen var yderst populær, idet den blev spillet for tomandshold med 36 hullers single om lørdagen og 36 hullers foursome om søndagen. Desværre måtte denne populære turnering stoppe, da DGU placerede andre matcher for elitespillere samme dage. Dermed svigtede de bedste spillere, og sponsorinteressen svandt.

MANGE FLOTTE RESULTATER

En god bane og god klub fostrer gode spillere, og Silkeborg Golf Club har altid været med fremme i toppen af dansk golf. På seniorsiden har klubben hentet flere danske mesterskaber på både herre- og dame siden.

Christian Pein var den første i 1980. Siden fulgte den kun 16-årige Thomas Morsbøl i 1983, Henrik Simonsen (hulspil) og Thomas Bjørn (slagspil) i 1990, Thomas Bjørn igen i 1991 afsluttende med Preben Rasmussens mesterskab i hulspil i 2000.

Merete Meiland

Hos damerne har en enkelt spiller været dominerende. Merete Meiland vandt som Silkeborgspiller det danske hulspilsmes-terskab i 1982, og derefter vandt hun fire år i træk det danske mesterskab i slagspil.

Billede til venstre: Merete Meiland, der i  årene 1982-1986 vandt ét skandinavisk og fem danske mesterskaber.

Inden Merete kom til Silkeborg havde hun allerede vundet tre danske hulspilmes-terskaber.
I 1985 tildeltes Merete Meiland 'Den gyldne golfbold'.

På nordisk plan står klubben noteret for to titler. Merete Meiland blev skandinavisk mester i 1985 og Henrik Simonsen i 1988.

Endelig lykkedes det sensationelt Morten Backhausen at vinde EM i 1993 efter at have vundet omspil mod Lee Westwood.

Foruden disse titler hos seniorerne er det blevet til talrige danske mesterskaber hos juniorer, lige som også oldboys/girls har triumferet.

På holdsiden hjemførte damerne i 1985 klubbens foreløbig eneste danske mesterskab, mens herrernes bedste placering var sølvmedaljer i 1992. Klubbens største og mest kendte navn er dog uden tvivl Thomas Bjørn. Thomas har spillet i klubben, fra han var en ganske lille purk, har udviklet sig i juniortiden og fremstår i dag om Danmarks bedste golfspiller og en af de bedst betalte danske idrætsudøvere.

En splejset Thomas Bjørn mfl

Billedet herved forestiller fra venstre Thomas Bjørn, Henrik Simonsen og Søren Bjørn.
Fotograferet midt i '80-erne.

JUNIORER I KLUBBEN

Stjernespillere opstår dog ikke uden et stort forarbejde. Derfor har Silkeborg Golf Club altid lagt stor vægt på udviklingen af talenter blandt juniorerne. Det har betydet, at klubben lige fra starten har været blandt Danmarks førende i juniorrækkerne. Foruden adskillige danske mesterskaber er det blevet til flere sejre i Sportsjournalistenes landsturnering samt mange sejre i DGU’s juniorholdturnering, som i dag har fået navnet Thomas Bjørn Cup. De gode resultater og det gode klubliv omkring spil og træning trækker mange børn og unge til, således at Silkeborgs juniorafdeling i dag tæller omkring 160 drenge og piger.

TRÆNERE OG LEDERE

En medvirkende årsag til succesen ligger også i den kendsgerning, at kun fire trænere har været ansat i klubben. Den første træner i Silkeborg var Svend Erik Hansen, en af Danmarks bedste professionelle golfspillere. Han blev afløst af Graham Townhill, som også en overgang virkede som træner for damelandsholdet. Klubbens nuværende træner er Ian Appleyard, som i 1993 afløste Mike Kelly.

Samme stabilitet som på trænersiden kan man se blandt klubbens formænd. Kun seks personer har siddet på posten, hvilket vidner om en harmonisk klub, hvor man arbejder roligt og fornuftigt med opgaverne.

EN SPÆNDENDE FREMTID

Silkeborg Golf Club står nu over for sin største forandring siden pionerdagene i tresserne. Der er ingen tvivl om, at den meget omfattende udvidelse af banen vil kunne betyde en ændring i klublivet, idet medlemstallet også skal forøges. Imidlertid er klubben med sine over 40 år fuld af traditioner, som der værnes om, og som vil blive ført videre i den ånd, der altid har været kendetegnende for golfklubben i Silkeborg.


Kære Niels Jørgen,
Så kunne du ikke blive ved med at udskyde det længere. Nu oprandt dagen så, hvor du holder i Silkeborg Golf Club, og hvor du går på pension.

Og så alligevel ikke! For vi har formelt jo forlænget din ansættelse frem til 31. oktober for at du kan få afviklet din ferie og hjælpe os med regnskabet.

Men du har været svær at slippe af med ;-)

Du har været klubbens forretningsfører i ca. 17 år – det vidner jo i sig selv om en meget stor loyalitet fra din side i forhold til klubben. Dog har de 17 år være fordelt på 2 perioder. Efter nogle år rejste du fra klubben – men kunne tilsyneladende ikke undvære os. Du vendte i hvert fald tilbage som forretningsfører i Silkeborg Golf Club – i 1992 tror jeg det var.

Og du kan stadig ikke slippe os. Du vil faktisk slet ikke herude fra – har jeg dig mistænkt for.

Netop som du afslutter dit ansættelsesforhold i klubben, har du valgt at påbegynde en ny æra i dit liv. Nemlig livet som aktiv golfspiller. Så du fortsætter din – om end ikke daglige så i hvert fald regelmæssige – gang i klubben.

Jeg er således glad for at kunne byde dig velkommen som nyt aktivt medlem i golfklubben – her ved din afskedsreception.

Men jeg er også glad for, at du først har startet din golfkarriere EFTER din pensionering. Så slipper vi jo for situationer, som vi oplevede med din forgænger, som var aktiv golfspiller – og forretningsfører samtidig. Bogstaveligt talt.

Her kunne vi som medlemmer opleve – specielt når vejret var godt – en seddel i vinduet til kontoret – i kontortiden – hvorpå der stod: ”Kommer straks”. Så var forretningsføreren lige ud og spille 18 huller.

Du kan nu gå på golfbanen med god samvittighed. Og hvis du lægger lige som meget energi og sjæl i dit golfspil og –træning, som du har gjort på kontoret, så rasler du inden længe hurtigt ned i handicap.

Men nu skal du også til at tage din egen medicin. For det handler jo ikke kun om selve golfspillet. Nej – der er jo også noget som hedder etikette og dress code. Det har du jo bl.a. selv været med til at holde i hævd.

Jeg har hørt, at der er et kært medlem, som har påtalt din påklædning på banen. Han gik faktisk så langt at han forærede dig et par flotte ternede golfbukser.

Og vi vil fra bestyrelsen også bidrage til at vores nye forretningsfører – Bodil – ikke skal komme rendende efter dig p.g.a. brud på klubbens dress code.

Samtidig vil jeg gerne på bestyrelsens og mine egne vegne takke dig for et rigtig godt samarbejde gennem årene. Vi har oplevet dig som venlig og imødekommende overfor såvel medlemmer som klubbens leverandører og samarbejdspartnere. Du har ydet en stor indsats på kontoret – og din indstilling har altid været meget fleksibel. Du har altid været klar til at yde en ekstraordinær indsats, når det har været påkrævet.

Det vil jeg gerne sige dig tak for.

Til slut vil jeg ønske dig alt mulig held og lykke fremover – også med golfen. Jeg håber du kommer til at nyde dit otium rigtig meget.

Og så vil jeg bede alle rejse sig og udbringe et leve for Niels Jørgen.


Silkeborg Golf Clubs Formand Peter Feldvoss Andersen takker den afgående forretningsfører Niels Jørgen Steenbjerg for de 17 års ansættelse som forretningsfører.


Niels Jørgens tale ved afskedsreceptionen

Allerførst vil jeg gerne give jer alle en undskyldning.
Jeg har gennem mange år hårdnakket hævdet, at det kan da ikke være svært at spille golf. Man lægger jo blot en bold på jorden, der ligger den helt stille og venter på, at man slår til den.
Jeg ved nu, at jeg har taget meget, meget fejl.

Så lidt historie
Der har i SGC været ansat i alt 4 lønnede forretningsførere.
Indtil 1978 blev arbejdet udført af bestyrelsen, men i 1978 blev den første lønnede forretningsfører, Hans Breinholm, ansat.

Han fungerede frem til februar 1983, hvor jeg blev ansat som deltidsforretningsfører ca 3 timer hver eftermiddag samt lørdag formiddag.
Medlemstallet var dengang i alt 581 medlemmer, hvoraf de 46 var passive. Årskontingentet var kr. 1.950,- for seniorer. Medlemsregistreringen blev ført på håndskrevne kartotekskort.

Jeg fungerede frem til marts 1986, hvor jeg måtte forlade jobbet, da det ikke længere kunne forenes med mit andet arbejde.

Derefter blev jobbet overtaget af  Jørgen Christensen i 1 år og derefter af Ejvind Lillelund i 5 år.
Jeg brugte bl.a. tiden til at tage en merkonomeksamen i regnskab og i revision, og i 1992 blev jeg igen ansat, denne gang i en fuldtidsstilling, der omfattede både administration og regnskab.
Medlemstallet var nu nået op på 1042 medlemmer, hvoraf de 129 var passive, og kontingentet var steget til 2.800,- for et seniormedlem.
Administrationen var omlagt til EDB, først et system, udviklet af en golfspiller. Til dagligt fungerede det udmærket, men i krisesituationer opstod der næsten altid problemer, og så var den ansvarlige som regel på rejse i udlandet. EDB-systemerne har gennem tiden udviklet sig, og vi bruger nu Golfbox, et system, der er udviklet af unge silkeborggensere. I starten havde de til huse i klubhuset og vi var sparringspartnere i udviklingsfasen. Nu bruges systemet af de fleste klubber i Danmark, og systemet har bredt sig til udlandet.

Jeg har så været i jobbet frem til nu, dvs af de 29 år, der har været ansat forretningsfører, har jeg i alt været i jobbet i 17 år.

Jeg overlader nu jobbet til Bodil og håber for dig, at du vil samme arbejdsglæde og udfordringer i jobbet, som jeg har haft.

Der er selvfølgelig gennem årene sket mange ting, men jeg vil gerne nævne en ting fra 3 forskellige områder, hvor jeg mener, jeg har sat mit præg.

Først det arbejdsmæssige. I 2002 fik jeg gennemført en aftale med Told og skat, der indebar, at SGC fra 1999 fik et delvist momsfradrag på banens driftsudgifter. Dette indebar en årlig besparelse på ca kr. 40.000,- samt en reduktion af anlægsomkostningerne på de nye huller på ca. kr. 200.000,-

På det menneskelige område har det altid været min holdning, at medlemmer og gæster fortjener en virkelig god service. Alle kommer i deres fritid for at spille, og de betaler for det. Denne service ydes i et samspil mellem banens tilstand, restauranten og servicen fra kontoret. Jeg håber, jeg har ydet min del af dette samspil.

Endeligt det lidt mere specielle
Livet er ikke lutter alvor, og jeg håber, mine små 1. april jokes har været med til at gøre livet lidt lysere, også for dem, det er gået ud over.
Jeg kan nævne:Parkeringspladser, forbeholdt for bestyrelsen samt handicapbegrænset adgang til toiletterne, skilt med: "Græsset må ikke betrædes” på 1. tee-sted. Plasticovertræk til skoene ved færdsel på det nye tæppe i forhallen samt optælling af skridt til brug ved en ny rating af banen.

Til slut vil jeg gerne rette en varm tak til de mange medlemmer og greenfee-gæster, jeg gennem årene har haft kontakt med, til greenkeeperne, til restauratørerne og til de skiftende bestyrelser, og ikke mindst til de mange fremmødte, der har været med til at gøre denne dag mere festlig og mindre vemodig.

Men selv om jeg går, består klubben, så lad mig slutte med at bede alle om at udbringe ønsket om en god og stor fremtid for SGC med et klubhurra.


Herunder en række snap-shots fra afskedsreceptionen fredag den 29. september 2006.
Alle Fotos: Per Pedersen


1465 Afskedsreception for Niels Jørgen
 







Danish International Amateur Championship