09.01.2012
KLUBBENS LIKVIDITET ER SIKRET FREM TIL OG MED 2013
Siden generalforsamlingen i november har bestyrelsen arbejdet på højtryk for at sikre klubben og selskabet den nødvendige likviditet for at realisere de strategier og driftsbudgetter, der er udarbejdet.

Thomas Mygind har fotograferet udsigten fra sit hus ud over VEST 5 og indfanget nyheden på sin egen måde ...
Ved en samlet aftale med Jyske Bank, Nykredit og to eksterne långivere er det på trods af den generelle finansielle situation og det nedfrosne bankmarked lykkedes at indgå aftaler, der sikrer driften frem til udgangen af 2013. Sammenfaldet af et samlet driftsunderskud på 3,6 mio. kr. med den aktuelle finanskrise har været en hård nød at knække, men både Nykredit og Jyske Bank har vist sig deres ansvar og loyalitet over for klubben bevidst, ligesom to eksterne långivere blandt klubbens medlemmer med deres storsindede indsats har fået kabalen til at gå op.
Klubben og selskabet har udarbejdet detaljerede 4-års drifts- og likviditetsbudgetter, der viser, at det med uændret medlemstal vil være muligt at afvikle 10 mio. kr. i lån over denne 4-års periode. Det er nu op til den nuværende og fremtidige bestyrelse samt den daglige ledelse at leve op til den tillid, som vores finansielle samarbejdspartnere har udvist.
Bestyrelsen vil på sit møde den 19. januar tage endelig stilling til, hvorledes klubben vil håndtere købet af aktier fra tidligere medlemmer, der ønsker at afhænde deres aktier. Efter generalforsamlingens nedsættelse af aktiekursen er der blevet udarbejdet et sagkyndigt juridisk responsum omkring tolkningen af selskabets og klubbens vedtægter, hvoraf det blandt andet fremgår, at tidligere medlemmer, der ønsker at sælge deres aktier, er forpligtede til at tilbyde klubben at købe dem, men at klubben omvendt ikke er forpligtede til at erhverve aktierne. Bestyrelsen er dog indstillet på at fortsætte den tidligere praksis med at købe aktier, men det vil sandsynligvis komme til at foregå i et langsommere tempo end tidligere. Det juridiske responsum slår desuden fast, at det alene er betalingstidspunktet, der er afgørende for aktiekursen, hvorfor køb af aktier i regnskabsåret 2011-2012 vil foregå til den af generalforsamlingen vedtagne kurs på 200. Aktiekursen er således uafhængig af, hvornår aktierne er blevet tilbudt til klubben.
Sikringen af klubbens og selskabets likviditet vil samtidig betyde, at der efter bestyrelsesmødet den 19. januar kan foretages præcise udmeldinger til klubbens udvalg omkring årets budgetrammer, der som bekendt er blevet kraftigt beskåret som en del af den samlede finansielle løsning.
Det er med stor glæde og lettelse, at bestyrelse og ledelse nu med økonomien i faste rammer får mulighed for at se fremad og fokusere på optimering af driften - og herunder at sikre udbygning og pleje af et af Danmarks absolut bedste golfanlæg.
Med venlig hilsen
Bestyrelser og ledelse i Silkeborg Golf A/S og Silkeborg Golf Club |