Stillingen som golf sekretær har været opslået i relevante elektroniske medier, og vi har modtaget 40 ansøgere, hvoraf mange viste sig at være kompetente inden for de områder, som stillingsbeskrivelsen omfatter. Gustav Wenneberg fra Midtjysk Rekruttering har venligst stillet sin ekspertise til rådighed i forbindelse med persontests og ansættelsessamtaler. Vi er derfor glade for at kunne byde Anne Nygård hjertelig velkommen i klubben som vores nye golf sekretær. Hun afløser Jeanette Lynel, der har tilbudt klubben at arbejde uden løn i sidste halvdel af januar for dermed at sikre en glidende overgang. Anne Nygård er opvokset i Kjellerup, bor i Viborg, er golfinteresseret uden dog selv at spille golf, og hun har adskillige års erfaring inden for bogføring og regnskab i HedeDanmark, hvor hun også har haft det regnskabsmæssige ansvar for en golfklub.
Vi glæder os til at byde Anne velkommen til klubben og håber, at alle vil medvirke til, at hun falder godt til i det til tider hektiske miljø på sekretariatet.
|